En målrettet indsats for at sikre hurtig behandling til patienter med forbigående blodprop i hjernen er en af årsagerne til, at Dagens Medicin har kåret Regionshospitalet Viborg til Danmarks bedste indenfor området.

05-02-2020

- Carotis-kirurgi kræver teamarbejde mellem neurologer, billeddiagnostikere, anæstesiologer og karkirurger. At vi i år topper listen, er en dejlig anerkendelse af, at vi er lykkedes med at få det samarbejde til at fungere på Hospitalsenhed Midt.

Sådan lyder reaktionen fra specialeansvarlig overlæge Franz von Jessen fra Kirurgi, efter at Regionshospitalet Viborg igen i år er blevet kåret som Danmarks Bedste inden for Carotis Trombendarterektomi (behandling af forbigående blodpropper i hjernen). Viborg deler førstepladsen med kollegerne på Aarhus Universitetshuspital.

Det er Dagens Medicin, som endnu engang har gransket tal, statistik og faglige vurderinger af de enkelte specialer og hospitaler. Og når både Regionshospitalet Viborg og Aarhus Universitetshospital ligger i top på listen over Carotis Trombendarterektomi, skyldes det ifølge Dagens Medicin, at Region Midtjylland gennem organisatoriske ændringer og prioriteringer har opnået kort ventetid til patienterne.

Og netop kort ventetid er afgørende for patienter med forbigående blodprop i hjernen.

- Selv en lille blodprop er jo markant farligere, når den rammer hjernen, end hvis den eksempelvis rammer et ben. Blodpropperne i hjernen opstår, fordi der sidder forkalkninger i halspulsåren, som river sig løs og sætter sig som en blodprop. Og for at undgå, at patienterne bliver ramt af flere blodpropper, er det selvfølgelig vigtigt at få renset forkalkningerne væk hurtigt, forklarer Franz von Jessen.

Han giver hospitalets dygtige medarbejdere en stor del af æren for den flotte placering:

- Vi har en meget kort kommandovej på Hospitalsenhed Midt og dedikerede ansatte. Jeg ser det som grundene til, at det er lykkedes for os både at nedbringe tiden fra sygdoms debut til operation, samtidig med at vi har fastholdt de gode operations resultater.

Dagens Medicin har efterhånden en lang tradition for hvert år at kåre Danmarks bedste hospitaler. Kåringen plejer at finde sted i december, men udpegelsen af 2019's bedste  hospitaler er denne gang udskudt til den 21. februar 2020. I perioden op til udpegelsen bliver der i stedet fokuseret på at hylde de enkelte specialer, som har klaret sig bedst i undersøgelsen.