Om afsnittet

Børn og unge vi behandler

Du kommer til Børn og Unge Afsnit, hvis du er under 18 år og skal undersøges eller have behandling, som kræver, at du skal sove på hospitalet.

Det er forskelligt, hvor lang tid du skal være hos os. Nogle gange kommer du hurtigt hjem igen, men det kan også være, at du skal være her i flere dage.

En af dine forældre, eller en anden nær pårørende, er sammen med dig og sover med dig på stuen, når du er hos os.

Hvem du møder

I afsnittet møder du forskellige faggrupper. 

Faggrupper du kan møde:

  • Læge
  • Sygeplejerske
  • Serviceassistent
  • Lægesekretær
  • Fysioterapeut
  • Diætist
  • Psykolog
  • Pædagog

Du kan også møde:

Spørg os hvis der er noget, du eller dine forældre er i tvivl om.

Mens du er indlagt

Modtagelse

Hvis du skal indlægges til planlagt operation eller behandling, skal I gå hen til receptionen, når I kommer.

Vi viser jer den stue, du skal være på, og fortæller dig og dine forældre om forskellige praktiske ting.

Du får et patientarmbånd om håndleddet eller anklen, som du skal have på, mens du er hos os. Armbåndet hjælper os med at se dit navn og CPR-nummer.

Husk at fortælle, hvis armbåndet er faldet af, så du kan få et nyt på.

Sengestue og faciliteter

Vi har forskellige stuer.

På nogle stuer er der plads til flere børn og deres forældre. I deler toilet og bad. Der er afskærmning mellem sengene.

Vi har også stuer, hvor der kun er plads til et barn og en forælder. Her er eget toilet og bad.

Der er gratis wifi i afsnittet. Det hedder RegionMIDT-Gaest, og du logger ind med dit cpr-nummer.

Faciliteter

Legestue

I legestuen har vi forskelligt legetøj til børn fra 0-10 år. Her er babylegetøj, dukker, biler, maskiner og cykler.

Du kan også spille spil, lave puslespil, læse bøger og tegne.

Legetøjet må også gerne komme med ind på stuen, hvis du vil lege i ro og fred.

Vi har brug for jeres hjælp til at holde legestuen ryddelig og rar at være i. Husk derfor at lægge legetøjet på plads, inden I går og sprit eventuelt af, hvis det er nødvendigt. 

Ungdomsrum

I ungdomsrummet kan du spille spil, læse, se fjernsyn, spille bordfodbold og snakke med de andre unge på afsnittet.

Vi har også en PS4 og forskellige spil.

Sanserum

Sanserummet er indrettet med vandseng, stjernehimmel og hyggegynge. Her kan du komme ind og få ro eller en lille pause fra hospitalet.

Der er mulighed for at høre dæmpet musik og se korte, afslappende filmklip.

Spørg personalet, hvis du gerne vil prøve sanserummet.

Udendørs legeplads

På tagterassen ved afsnittet har vi en udendørs legeplads med blandt andet rutsjebane, klatrestativ og bordfodbold. Her er også siddepladser med udsigt over Søndersø.

Mad og drikke

Du får 3 daglige hovedmåltider, mens du er indlagt. Derudover er der eftermiddags- og aftenkaffe hver dag.

Du kan hele døgnet hente kolde og varme drikke ved spisestuen.

Vi har mulighed for at tage hensyn til særlige behov som f.eks. allergier eller ønske om vegetarisk/vegansk kost. Spørg personalet når du kommer, så hjælper vi med at bestille den rette kost.

Hjælp til at være på hospitalet

Hver uge får vi besøg af hospitalsklovne, Legehelte, en tryllekunstner fra KidsAid og Børnenes Ven, som er frivillig fra Røde Kors. 

Du kan også bruge spil og apps, som kan hjælpe, hvis du skal have lavet en undersøgelse, eller når I sidder og venter.

Er du ung mellem 12-18 år, kan du blive en del af vores Ungepanel.

Dagens forløb

I løbet af en dag foregår der mange forskellige ting.

Det kan for eksempel være:

  • Stuegang
  • Pleje og medicinering
  • Undersøgelser i andre afdelinger
  • Genoptræning
  • Samtale med læge og sygeplejerske
  • Eventuelt undervisning med skolelærer

Nogle gange kan der være ventetid, når du skal have lavet undersøgelser eller snakke med lægen. 

Stuegang

Der er stuegang i afsnittet hver dag i dagstimerne. Der er ikke nødvendigvis stuegang hos dig hver dag.

Stuegang betyder, at en læge og en sygeplejerske kommer og snakker med dig og dine forældre. Du bliver eventuelt undersøgt, og lægen vurderer, om der er noget, der skal ændres i forhold til din behandling, eller om du er klar til at komme hjem. 

Vi forsøger at planlægge hverdagen, så du møder de samme sygeplejersker og læger.

Når du skal hjem

Vejledning før udskrivelse

Inden du bliver udskrevet, fortæller vi dig og dine forældre, hvad I skal gøre, når I kommer hjem.

Vi fortæller for eksempel om:

  • Hvilken medicin, du skal tage og hvor længe
  • Hvad du skal gøre, hvis du får ondt
  • Du skal til kontrol eller opfølgning efter din indlæggelse

Du og dine forældre er altid velkomne til at spørge os om din videre plan, hvis I er i tvivl om noget.

Udskrivelse

Du er indlagt, så længe vi sammen med dig og dine forældre vurderer, at det er nødvendigt i forhold til din behandling.

Vi laver et udskrivelsesbrev til din egen læge om din indlæggelse hos os.

Hvis du er over 15 år, kan du læse dit udskrivelsesbrev i din digitale journal på sundhed.dk.

Opfølgning

Vi aftaler med dig, om du skal til opfølgning efter din indlæggelse. Hvis du skal til opfølgning, vurderer vi, om det skal foregå i Børn og Unge Klinik eller hos din egen læge.

Til forældre

Børn og unge har brug for støtte fra deres forældre eller andre primære omsorgspersoner under en indlæggelse. Vi forventer derfor, at der under indlæggelsen er minimum 1 forælder, eller primær omsorgsperson til stede hele tiden. 
Der er mulighed for, at 1 forælder kan overnatte sammen med barnet.

Forbered barnet

Snak om det, der skal ske under indlæggelsen. Du kan eventuelt bruge bøger, tegninger eller spil, der handler om børn på hospitalet.

Vi har samlet forskellige spil, film og apps, som I kan bruge sammen med barnet, når I er på hospitalet eller til at forberede jer hjemmefra. 

Husk at medbringe

Det skal dit barn have med:

  • Sundhedskort (sygesikringsbevis)
  • Fast medicin i original indpakning
  • Toiletsager
  • Behageligt tøj og hjemmesko
  • Eventuelt sovedyr, yndlingslegetøj, computer, læsestof eller anden underholdning
  • Eventuelt skolebøger

Mindre børn som får sutteflaske, skal også medbringe:

  • Sutteflasker
  • Modermælkserstatning og grød til det første døgn, hvis dit barn får noget specielt

Din rolle som forælder

Vi inddrager dig som forælder mest muligt i plejen og behandlingen af dit barn. Dels fordi det er dig, som kender dit barn bedst, og dels fordi det skaber tryghed for dit barn.

Under indlæggelsen kan dit barn blive udsat for ubehagelige oplevelser, som at få taget blodprøver, få medicin, få lavet undersøgelser eller blive opereret. Her er det vigtigt, at du som forælder samarbejder med personalet om at støtte dit barn.

Du kan opleve, at der er en del uro i form af gråd, leg, snak og sang på afsnittet. Vi beder dig have tålmodighed og være tolerant over for de andre syge børn og deres forældre.

Du er altid velkommen til at spørge os, hvis du har brug for råd og vejledning.

Mad og drikke

Som forælder får du mad på afsnittet, som du kan spise sammen med barnet.

Du kan også købe mad i kantinen eller kiosken, eller medbringe mad hjemmefra. Vi har et køleskab på afsnittet, hvor du kan opbevare din mad. Husk at sætte navn og dato på maden.

Til pårørende

Besøg

Der er fri besøgstid. Vi ser dog gerne, at du undgår tidsrummet kl. 12-14. Der skal være ro på afsnittet kl. 20.

Der kan være individuelle hensyn, som betyder, at vi må begrænse besøgstiden, samt antallet af besøgende på stuen. 

Søskende og venner er velkomne

Raske søskende og enkelte venner er velkomne til at komme på besøg. 

Børn som har været udsat for smitte med en børnesygdom inden for den seneste måned, må ikke komme på afsnittet.

Mad og drikke 

Andre pårørende end forældre og primære omsorgspersoner må gerne spise sammen med barnet, men skal medbringe egen mad.

Det er muligt at købe mad i kantinen eller kiosken på hospitalet. 

Læs om mad og drikke på Regionshospitalet Viborg 

Find vej

Adresse

Børn og Unge Afsnit
Børn og Unge
Regionshospitalet Viborg
Banevejen 7C
8800 Viborg 

Indgang og etage

Indgang C, etage 6

Brug blå trappe eller elevator

Kort 

Se oversigtskort over Regionshospitalet Viborg (pdf)