Sårcenter Viborg
Vi undersøger og behandler dig, hvis du har et kompliceret sår, som ikke vil hele. Læs om dit forløb og find praktisk information her.
Om Sårcenter Viborg
Vi undersøger dig for at finde ud af, hvordan dit sår er opstået, og hvorfor det ikke heler som forventet.
Vi har åbent alle hverdage fra kl. 8.30-15.00.
Når du kommer hos os, møder du forskellige faggrupper.
Du kan for eksempel møde:
- Sårsygeplejersker
- Læger
- Fodterapeuter
- Lægesekretærer
Du kan også møde studerende og elever.
Hvis du er fagperson
Før du kommer
Bliv henvist
For at du kan komme ind til os, skal du have en henvisning.
Du kan blive henvist af din egen læge.
Læs dit indkaldelsesbrev
Når du er blevet henvist, indkalder vi dig. Du modtager indkaldelsesbrevet som Digital Post.
Vi sender indkaldelsen til dig som almindeligt brev, hvis du er fritaget for at modtage digital post fra det offentlige.
I brevet finder du information om:
- Hvor og hvornår du skal møde op
- Hvad der skal ske til dit besøg
- Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde op til din aftalte tid
- Hvad du eventuelt skal gøre hjemmefra.
Forbered dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig og læser den information, du får i dit indkaldelsesbrev. Husk at læse alle bilag.
Det skal du gøre, inden du kommer:
- Husk, at medbringe det fodtøj du bruger i hverdagen, hvis du har sår på fødderne. Tag både inde- og udesko med.
- Vi anbefaler, at du tager en pårørende med.
- Skriv også gerne dine spørgsmål ned, inden du kommer, så du husker at spørge om det, der er vigtigt for dig.
Kørsel til og fra hospitalet
Du kan i nogle tilfælde være berettiget til at få kørselsgodtgørelse eller hjælp til transport til og fra hospitalet.
Læs om reglerne, og se om du kan få tilskud eller hjælp til kørsel her
Søg om kørselsgodtgørelse via tilskud.rm.dk
Dit besøg
Når du ankommer
Når du kommer, skanner du dit sundhedskort på ankomststanderen.
Tag plads i venteområdet. Vi kommer og henter dig, når det er din tur.
Registrer din bil
Du skal registere din bils nummerplade på en tablet ved klinikken. Skriv eventuelt nummeret ned eller tag et billede af nummerpladen, inden du går fra din bil.
Dit forløb
Du kommer ind til en læge og en sårsygeplejerske.
Har du sår på fødderne er vores fodterapeut også med. Fodterapeuten laver specielt fodtøj til dig, hvis vi vurderer, at det er nødvendigt.
Undersøgelsen varer minimum 1 time og 15 minutter.
Tag gerne en madpakke med.
Du har også mulighed for at købe mad og drikke på hospitalet i kantinen ved Indgang F og 7-Eleven ved Indgang A. Du kan betale med både betalingskort og MobilePay.
Behandlingsmuligheder
Vi laver en plan for din behandling sammen med dig ud fra vores undersøgelser.
Du får behandling hos din egen læge eller ved en sygeplejerske i din kommune, og kommer til kontrol hos os i Sårcenter.
Vi har også mulighed for at lave telemedicinsk sårvurdering, så du ikke behøver møde op i Sårcenter.
Til pårørende
Vi opfordrer til, at du tager med til patientens aftaler hos os.
Du kan som pårørende hjælpe med, at:
- høre, hvad der bliver sagt under besøget
- stille spørgsmål
- eventuelt hjælpe med at forberede spørgsmål hjemmefra.