Vi planlægger det første besøg i klinikken grundigt for at sikre, at alle relevante undersøgelser er udført på forhånd. Det er derfor vigtigt at læse indkaldelsen omhyggeligt.
Diabetes
Behandlingen af diabetes bliver varetaget af læger og diabetessygeplejersker på skift. De ambulante besøg foregår i klinikken. Oftest vil det indledende besøg foregå hos diabetessygeplejersken, hvor sygeplejersken informerer om diabetes generelt, vejleder omkring kost, motion og forskellige behandlingsformer.
Yderligere er der instruktioner i måling af blodsukker samt evt. injektionsteknik. Undervisningsformen er individuel, og vil tage udgangspunkt i den enkeltes livssituation.
Vi screener og behandler også evt. sendiabetiske komplikationer. Speciel kostvejledning foregår ved hospitalets kliniske diætister.
Behandling af diabetessår foregår i samarbejde med Sårklinikken, Regionshospitalet Viborg.
Knogleskørhed (osteoporose)
Personer der skal undersøges for knogleafkalkning (osteoporose) undersøges med såkaldt DEXA-skanning i klinikken. Disse målinger anvendes både diagnostisk og til kontrol af behandling. Egen læge kan henvise direkte dertil. Resultatet af undersøgelsen bliver vurderet af en speciallæge, som sender et skriftligt svar til egen læge, hvor patienten efterfølgende henvender sig og drøfter behandlingsmulighederne.
Ved svær osteoporose og knoglebrud kan vi i visse situationer tilbyde et ambulant forløb af 1 eller 2 års varighed, hvor der behandles med "knogleopbyggende" medicin.
Stofskifteforstyrrelser
Personer med forstørret skjoldbruskkirtel (struma), forhøjet eller for lavt stofskifte udgør også en stor patientkategori i klinikken.
Ofte vil det første besøg i vores ambulatorium være forudgået af en undersøgelse af skjoldbruskkirtlen, hvor der indsprøjtes en lille mængde radioaktivt sporstof. Denne undersøgelse kaldes scintigrafi eller thyreoideascintigrafi og finder oftest sted på Klinisk Fysiologisk Afdeling på Regionshospitalet Viborg.
Næsten alle med stofskiftelidelse eller struma vil få foretaget ultralydsscanning af halsen ved et af de første besøg i vores ambulatorium. Såfremt der skal tages nåleprøver fra skjoldbruskkirtlen foregår dette i Røntgen og Skanning.
Personer med forhøjet stofskifte og knoldstruma vil ofte blive foreslået behandling med radioaktivt jod, der indtages én gang i kapselform på Klinisk Fysiologisk Afdeling, Regionshospitalet Viborg.
Personer med forhøjet stofskifte og antistoffer kaldet "Graves" eller "Basedows sygdom" vil ofte blive foreslået medicinsk behandling.
Personer der er under indstilling af den medicinske behandling af for højt eller for lavt stofskifte kan i perioder vejledes på baggrund af brevbesvarelse af blodprøver uden at fremmøde er nødvendigt.
Samarbejde
Vi samarbejder desuden med Øjenafdelingen på Århus Sygehus, de lokale øjenlæger, fodterapeuter, Sårklinikken i Viborg og Århus, socialrådgivere, praktiserende læger samt den kommunale hjemmepleje.
Forskningsprojekter
Afdelingen deltager i flere forskningsprojekter, som flere patienter vil blive tilbudt deltagelse i. Al deltagelse i forskningsprojekter er naturligvis helt frivillig, og man kan når som helst efter ønske trække sin deltagelse i et projekt tilbage. Man vil da blive behandlet efter afdelingens sædvanlige retningslinjer.