Intensiv/NISA i Silkeborg
I tæt samarbejde med Regionshospitalet Hammel Neurocenter yder vi højtspecialiseret neurorehabilitering i intensiv kontekst.
Om afsnittet
Intensiv/NISA modtager patienter med erhvervet hjerneskade fra alle intensive afsnit i landet. Henvisning og visitation sker gennem Fælles Regional Visitation (FRV), Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
Afsnittet er udstyret og indrettet til at kunne varetage højt specialiseret neurorehabilitering i den tidlige fase efter hjerneskade samtidig med udtrapning af den intensive behandling.
Behandlingen varetages af et tværfagligt team bestående af speciallæger, specialuddannede sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter, neuropsykolog, logopæd og socialrådgiver.
Vi arbejder efter en rehabiliterende tankegang og tænker det ind i alle aktiviteter i patientforløbet.
Patienter vi observerer og behandler
Vi modtager patienter med komplekse intensive problemstillinger relateret til hjerneskaden herunder:
- Intensiv terapi inklusive afvænning fra respirator og trachealtube
- Intensiv pleje og rehabilitering i tilpasset miljø
- Intensiv pleje, behandling og rehabilitering til urolige patienter og patienter med Paroxysmal Sympatisk Hyperaktivitet (PSH)
Vi har mulighed for CT- og MR-skanning samt anlæggelse af tracheostomi og PEG-sonde.
Tracheostomerede patienter tilbydes Luft i Suction Aid (LISA). Patienten får på den måde mulighed for at kunne tale.
Med henblik på sikker afvænning af trachealtube vurderes synkefunktion blandt andet ved hjælp af fiber endoskopisk evaluering af synkefunktion (FEES).
Til pårørende
Din rolle som pårørende er vigtig
Du kan hjælpe os ved at fortælle om patientens sygehistorie og forløb op til indlæggelsen.
Patientens tilstand gør, at det kan være svært at kommunikere ønsker og behov. Derfor kan du som pårørende, der kender patientens vaner, rutiner og interesser, være en stor hjælp til, at vi kan yde den bedste behandling og pleje til patienten.
Det er en stor hjælp for os, hvis kontakten mellem familien og Intensiv/NISA sker via én kontaktperson, som herefter kan informere resten af familien. På den måde får vi mest mulig tid hos patienten.
Det kan være svært at være pårørende til patient med nyerhvervet hjerneskade
Det kan være svært at være pårørende. Man kan være bekymret og bange og føle sig magtesløs, mens man samtidig prøver at forstå alt det nye, der sker. Tal derfor gerne med personalet om det, der bekymrer dig, og snak med familie og venner.
Nogle pårørende har glæde af at skrive dagbog og derigennem sætte ord på tanker og følelser, og måske holde styr på noget af alt det, der sker.
For pårørende kan det være en balancegang både at passe det derhjemme og samtidig være på hospitalet. Vi ved, at mange pårørende gerne vil være så meget som muligt på hospitalet.
Samtidig er det vigtigt, at du ikke slider sig selv helt ned, og det er helt i orden at "holde fri" fra hospitalet, når du har brug for det. Du kan altid ringe ind hjemmefra for at høre, hvordan det går.
Hospitalet har en præst, som gerne kommer og taler med dig og eventuelle pårørende efter aftale.
Besøg
Der er åbent for besøg fra pårørende fra kl. 9.00-21.00.
Ring gerne og aftal besøget med sygeplejersken.
Børn og unge er velkomne
Børn og unge, som er nære pårørende til patienten, er velkomne til at komme på besøg. Aftal gerne med os, hvis der kommer børn eller unge.
Det er en god idé at forberede barnet eller den unge, inden I kommer.
Se en kort film, hvor du får du gode råd til, hvordan du bedst forbereder dit barn inden et besøg på Intensiv/NISA.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Brug af mobil eller tablet
På afsnittet skal telefonen anvendes med omtanke og være på lydløs. Overvej om du kan forlade afdelingen, hvis du skal føre en længere samtale, eller overvej om det kan vente til du kommer hjem.
Hvis du har brug for hospitalets trådløse netværk:
- Vælg netværket "RegionMIDT–Gaest"
- Åbn din browser og gå ind på hotspot.rm.dk, hvor du logger ind med enten CPR, MitID eller SMS
Mad og drikke
I vores pårørenderum er der køleskab og mulighed for at lave kaffe/te.
Det er muligt at købe mad i hospitalets kantine.
Læs om mad og drikke på Regionshospitalet Silkeborg
Håndhygiejne
Vores patienter er meget syge og modtagelige for infektioner. Det er derfor ekstra vigtigt, at du som pårørende har god håndhygiejne. Der er håndvaske på alle stuer, og vi opfordrer til at bruge håndsprit efter vask.
Din kontakt med os
Du kan som pårørende altid kontakte os på telefon:
- 78 41 66 56
De bedste træffetidspunkter er:
- Kl. 8.30-14.30
- Kl. 16-22.30
- Kl. 24-06.30
Efter aftale med personalet kan du få udleveret det nummer, der går direkte til den sygeplejerske, der passer patienten.