Klinik for Lungesygdomme i Viborg
Vi undersøger og behandler dig for sygdomme i lungerne. Læs om dit forløb og find praktisk information her.
Om klinikken
Sygdomme vi undersøger og behandler
Vi undersøger og behandler dig, hvis du har:
- Svær astma
- Tuberkulose
- Lungefibrose
- Penicillin allergi.
Vi tilbyder også udredningsforløb for lungekræft. Hvis du får konstateret lungekræft, foregår din behandling i Kræftafdelingen Klinik C på Aarhus Universitetshospital eller Kræftafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup.
Faggrupper du møder
Når du kommer i klinikken, møder du forskellige faggrupper.
Du kan for eksempel møde:
- Læger
- Sygeplejersker
- Lægesekretærer.
Du kan også møde studerende.
Før du kommer
Bliv henvist
For at du kan komme til undersøgelse eller behandling hos os, skal du have en henvisning.
Du kan blive henvist af:
- Din egen læge
- En læge på en anden hospitalsafdeling.
Læs dit indkaldelsesbrev
Når du er blevet henvist, indkalder vi dig. Du modtager indkaldelsesbrevet som Digital Post.
Hvis du er fritaget for at modtage digital post fra det offentlige, sender vi brevet til dig som almindelig post.
I brevet finder du information om:
- Hvor og hvornår du skal møde op
- Hvad der skal ske til dit besøg
- Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde op til din aftalte tid
- Hvad du eventuelt skal gøre hjemmefra.
Forbered dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig og læser den information, du får i dit indkaldelsesbrev. Husk at læse alle bilag.
Du må gerne tage en pårørende med.
Inden du kommer, kan du eventuelt skrive spørgsmål ned, så du husker at spørge om det, der er vigtigt for dig.
Husk at medbringe:
- Medicinliste
- Eventuelt inhalationsmedicin.
Kørsel til og fra hospitalet
Du kan i nogle tilfælde være berettiget til at få kørselsgodtgørelse eller hjælp til transport til og fra hospitalet.
Læs om reglerne, og se om du kan få tilskud eller hjælp til kørsel her
Søg om kørselsgodtgørelse via tilskud.rm.dk
Dit besøg
Når du ankommer
Når du kommer, skanner du dit sundhedskort på ankomststanderen, som er placeret ved indgangen til klinikken.
Tag plads i venteområdet. Vi kommer og henter dig, når det er din tur.
Du kan opleve ventetid. Vi prøver så vidt muligt at overholde din aftalte tid, men der kan komme akutte patienter, som giver forsinkelser.
Henvend dig til personalet i klinikken, hvis du har spørgsmål til din ventetid.
Registrer din bil
Du skal registere din bils nummerplade på en tablet ved klinikken. Skriv eventuelt nummeret ned eller tag et billede af nummerpladen, inden du går fra din bil.
Dit forløb
Samtale og undersøgelse
De fleste besøg starter med, at du får lavet en lungefunktionsundersøgelse.
Herefter kommer du ind til en samtale hos en læge og/eller en sygeplejerske.
Et besøg varer cirka 30-90 minutter.
Undersøgelser i andre afdelinger
Du kan opleve, at du skal have lavet undersøgelser i andre afdelinger eller på andre hospitaler i Region Midtjylland.
Det kan for eksempel være:
- Røntgenundersøgelse
- CT-skanning
- PET-skanning
- Blodprøve.
Du kan læse i dit indkaldelsesbrev, om du skal have lavet andre undersøgelser.
Vi aftaler med dig, hvordan du får svar på dine undersøgelser.
Behandlingsmuligheder
Din behandling afhænger af, hvilken sygdom du har.
Du kan blive tilbudt:
- Medicinsk behandling
- Vejledning og rådgivning om din sygdom
- Vejledning om livsstil
- Løbende kontrol i klinikken
- Oplæring og vejledning i inhalationsmedicin.
Hvis du får konstateret lungekræft, foregår din behandling i Kræftafdelingen Klinik C på Aarhus Universitetshospital eller Kræftafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup.
Afslutning af dit forløb
Vi sender som udgangspunkt information til din egen læge om dit forløb hos os.
På sundhed.dk kan du læse din digitale journal. Her finder du information om dit forløb hos os.
Netværk og støtte
Få råd og vejledning om at være patient og pårørende:
Refusion af udgifter til vaccine
Du kan ansøge om refusion af udgiften til vaccine til injektion via sikker mail til Økonomi og Plan ved Hospitalsenhed Midt (åbner borger.dk, hvor du skal logge ind med MitID).
Din ansøgning skal indeholde:
- Tilstrækkelig dokumentation for de afholdte udgifter
- Din gruppe, hvis du er medlem af Danmark
Refusionskravet forældes 3 år efter din egenbetaling.
Til pårørende
Du er velkommen til at deltage i samtaler og undersøgelser, hvis du og patienten ønsker det.
Du kan som pårørende hjælpe med, at:
- høre, hvad der bliver sagt under samtalen
- stille spørgsmål
- eventuelt hjælpe med at forberede spørgsmål hjemmefra.
Find vej
Adresse
Klinik for Lungesygdomme
Medicinsk Diagnostisk Center
Regionshospitalet Viborg
Banevejen 7C
8800 Viborg
Indgang og etage
Indgang C, etage 11
Brug blå trappe eller elevator.
Telefonnummer
- 78 44 80 10
Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Spørgsmål om udredning for lungekræft:
- 78 44 80 21
Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-15.00.